Miljøansvar
Målbevidst miljøarbejde
Miljøarbejdet har stor betydning for PostNord. En faldende miljøpåvirkning spiller en central rolle for vores langsigtede ambition om at skabe Europas førende kommunikations- og logistikvirksomhed. Miljøansvaret er en integreret del af virksomheden og er en del af koncernens operationelle styremodel.
Som stor transportør i Norden har PostNords virksomhed betydelig miljøpåvirkning. Virksomheden anvender de fleste transportformer for at kunne udfylde sine forpligtelser. Det er dog koncernens målsætning, at vi skal leve op til vores forpligtelser over for kunderne på en måde, som er så miljøeffektiv som muligt.
PostNord har længe arbejdet målbevidst på at reducere virksomhedens miljøbelastning. Store del af de svenske brevstrømme bevæger sig i dag med tog, og PostNord råder desuden over en af de største elkøretøjsflåder i branchen i Europa.
Koncernen prioriterer også indsatser for øget energieffektivisering af lokaler. Koncernens Klimafond og den nye produktionsstrategi, som er under implementering i koncernen, er vigtige komponenter i miljøarbejdet.
Langsigtede miljøambitioner
Det er en del af PostNords vision at være kundernes miljørigtige valg. Den langsigtede målsætning er at reducere koncernens CO2-udledning med 40% frem til 2020 med 2009 som basisår. Dette mål ligger på linje med ejernes miljømål. Der er til dette langsigtede mål knyttet en række nøgletal, som eksempelvis måler miljøpræstationen for hver tjenesteydelse. Nogle nøgletal følges der op på hvert kvartal, andre hver måned. For at nå det langsigtede mål kræver det betydelige omstillinger og investeringer i både transportled og energianvendelse.
Koncernens CO2-udledning udgjorde i 2011 340.187 (364.161) ton, hvilket er et fald på ca. 7%. Disse forandringer kan henføres til en effektivisering af transportplaner og overgang til køretøjer med et lavere drivmiddelforbrug. I Danmark blandes der i dag biodrivmiddel i diesel og benzin, hvilket også bidrager til at nedsætte de fossile CO2-udledninger. På lokalesiden bidrager energieffektiviseringer og øget indkøb af grøn el. Samlet er koncernens udledninger nu faldet med 7% sammenlignet med 2009.
Samlede CO2-ledninger1)
1 )Inkluderer Norden samt Strålfors’ aktiviteter uden for Norden.
Sådan reducerer PostNord sin egen miljøpåvirkning. Klik på cirklerne for mere information
Klimafonden – et værktøj til miljøforbedringer
Klimafonden, som blev indført i 2009, er en vigtig komponent i PostNords arbejde med at nå det opstillede miljømål. Størrelsen af Klimafonden svarer til, hvad det ville koste at klimakompensere for hele koncernens samlede CO2-udledning, men PostNord vælger i første omgang at fokusere på grundlæggende ændringer i virksomheden. I 2011 blev der øremærket SEK 100 mio. til investeringer og andre miljøforbedrende tiltag.
Klimafonden er sammensat på en måde, der muliggør, at medarbejderne kan bidrage med forslag til miljø- og klimaforbedrende tiltag internt i virksomheden. I 2011 bidrog organisationen med 17 forslag, hvoraf nogle beskrives nærmere i bæredygtighedsrapporten. Samtlige forslag vedrører de to områder, der med størst effekt reducerer miljøpåvirkningen: transporter og energianvendelse i lokaler og ejendomme.
Koncernens produktionsstrategi
Behovet for at tilpasse omkostningerne og miljøet har ført til flere initiativer, der skal effektivisere og forandre PostNords transporter.
Koncernens nye produktionsstrategi har til formål at tilpasse produktionsstrukturen til de faldende brevmængder og til yderligere at forbedre forudsætningerne for at opfylde miljømålet. Den nye terminalstruktur, der er etableret på det svenske marked, vil skabe forudsætningerne for flere koordinerede transporter af breve, pakker og andet gods med tog, således at CO2-udledningen vil falde. Omkring 65% af de svenske brevmængder transporteres i dag med tog mellem sorteringsterminalerne.
Også i Norge transporteres langt den største del af koncernens samlede palle- og pakkemængder med tog.
Anmeldelsespligtig virksomhed
PostNord har anmeldelsespligtig virksomhed i Sverige, Frankrig og Polen i henhold til national lovgivning.
Læs mere i afsnittet Miljø i årsrapporten.
Affaldsbehandling
Det affald, som opstår af koncernens aktiviteter, består primært af papir, bølgepap og træ. Koncernen arbejder aktivt på at minimere mængden af affald og øge genvindingen.
I 2011 gik 73% af vores affald til genvinding og 26% til energiudvinding.
Fordeling på affaldstyper, % af samlet affaldsmasse
Støj
Hensynet til omgivelserne og forekomsten af støj er et prioriteret spørgsmål. Alligevel forekommer det, at mennesker bliver generet af støj fra PostNords aktiviteter. Anmeldelse til kommuner kan føre til påbud om, at der foretages støjmålinger og gennemføres eventuelle andre foranstaltninger. Koncernen har i året arbejdet med at nedsætte støjforstyrrelser for naboer til virksomheden i Huddinge i Sverige.
Kemikalier
I Strålfors’ grafiske virksomhed gennemgås det løbende, hvordan det er muligt at reducere brugen af kemikalier og opløsningsmidler fra virksomheden. Man har i den polske virksomhed i 2011 intensiveret arbejdet med at nedsætte brugen af opløsningsmidlet isopropanol. Ved at udskifte midlet i befugtningsvand til andre kemikalier med en lavere koncentration af opløsningsmidler reduceres udledningen af VOC (flygtige organiske stoffer). Strålfors har i tæt samarbejde med leverandøren i 2011 kunnet reducere VOC-udledningen i det polske trykkeri med 8% pr. produceret enhed sammenlignet med 2010.
Systematisk indsats for at reducere miljøpåvirkningen
Arbejdet med at nedsætte PostNords klimapåvirkning er et strategisk arbejde, som indebærer planlægning af virksomheden og de investeringer, som gennemføres. Det er samtidig et løbende dagligt arbejde. Der er i årets løb taget en række konkrete initiativer for at forandre virksomheden og hermed opfylde det langsigtede miljømål. Nedenfor følger en række eksempler:
Nedsat brændstolforbrug
”Grøn rute” for postbude og affaldsafhentere
PostNord har samarbejdet med bl.a. de svenske kommuner Skellefteå, Östersund og Piteå om en række vellykkede, såkaldte grøn rute-projekter. Ved at flytte brevkasser og affaldscontainere til samme side af gaden kan turene kortes ned for både postbude og affaldsafhentere. Disse tiltag giver både miljøgevinster og forbedret sikkerhed for de lokale borgere samt et forbedret arbejdsmiljø for chaufførerne. Ambitionen er at sprede initiativet til flere kommuner.
Fortsat energieffektivisering
Dansk kampagne for øget miljøbevidsthed
PostNord har i nogle dele af virksomheden, inden for forretningsområdet Breve Danmark, gennemført en kampagne, som omfatter energibesparende tiltag i lokaler og ejendomme, og som har haft til formål at øge miljøbevidstheden. Det har betydet, at der også er kommet fokus på elforbruget i private husholdninger, eftersom en bedre viden om, hvordan man sparer energi på arbejdspladsen, også har kunnet udnyttes i private boliger. Der er tildelt midler fra Klimafonden til denne kampagne.
Energikortlægninger har nedsat energiforbruget
Der er gennemført energikortlægninger på en række lokaliteter i både den danske og svenske virksomhed, hvilket har ført til et faldende energiforbrug. I Malmö region i Sverige har vi eksempelvis kunnet reducere energiforbruget på bestemte omdelingscentre med op til 20% med forholdsvis små indsatser.
Solceller på hovedkontoret
PostNord har indgået en såkaldt grøn lejeaftale med ejendomsejeren Vasakronan i forbindelse med hovedkontoret i Solna i Sverige. Der er efter denne aftale installeret 350 kvadratmeter solceller på hovedkontorets tag i slutningen af 2011. Solcelleanlægget skal kunne producere op til 40.000 kWh egenproduceret elenergi pr. år, hvilket svarer til opvarmningen af to enfamiliehuse af normal størrelse. Investeringen fordeles mellem PostNord og udlejer og delfinansieres af Energi Försäljning Sverige og Naturskyddsföreningens Bra Miljövals miljøfond.
Større andel af elkøretøjer
Distributionsbiler oplades med el fra vindkraft
Breve Danmark har deltaget i et samarbejdsprojekt, Edison (Electric vehicles in a Distributed and Integrated market using Sustainable energy and Open Networks), som har til formål at udnytte energien fra vindkraftværker ved at oplade elkøretøjerne om natten. Det er en energi, som ellers ville gå til spilde. Breve Danmark har deltaget i dette projekt gennem et forsøg med tre eldrevne distributionsbiler af normal størrelse. Der er tildelt midler fra Klimafonden til projektet.
350 eldrevne cykler i den danske brevomdeling
Der er i løbet af 2011 leveret 300 tohjulede og 50 trehjulede eldrevne cykler, som er indsat i den danske brevombæring. Fordelen ved de nye cykler er bl.a., at det er mere skånsomt for kroppen at cykle på en eldrevet cykel end på en almindelig cykel. Desuden kan de eldrevne cykler køre hurtigere, og de kan medbringe en større last. Til næste år leveres yderligere 360 cykler af hver af de to typer.
Test af ny teknik og nye brændstoffer
Test af nyt biobrændsel
PostNord har deltaget i testning af et nyt brændsel, BioDME, som er et restprodukt fra skovindustrien kendetegnet af lav klimapåvirkning. Testprogrammet blev gennemført under ledelse af Volvo Lastvagnar med støtte fra EU og den svenske energistyrelse. PostNord har i logistikvirksomheden testet to lastbiler, som har været indsat i normal trafik på ruten Stockholm-Jönköping–Göteborg i Sverige. Der er tildelt midler fra Klimafonden til projektet.
Test af nye elkøretøjer med højere lastkapacitet og større rækkevidde
Breve Danmark har testet nye elbiler til distribution, og resultatet har været meget vellykket. Koncernen har nu også truffet beslutning om at anvende midler fra Klimafonden til testning af tre nye typer elkøretøjer i brevombæringen i Meddelande Sverige. Det skyldes, at mange ombæringsruter fremover vil blive længere, og der vil blive stillet højere krav til lastkapacitet og rækkevidde. De biler, der nu skal testes, er både større og har længere driftsperiode end de såkaldte club cars, der er anvendt i flere år.