”Der skal jeg aldrig arbejde… og nu har jeg så alligevel været her et år”

Jeg har, som mange andre i transportbranchen, nok altid oplevet Post Danmark, som en støvet, gammel og tung organisation uden fremtidsvisioner, og derfor sagde jeg for nogle år siden ”der skal jeg aldrig arbejde” - Men nu har jeg alligevel været ansat i et år - Hvad skete der? 

Gennem årene har jeg, som den del af PostNords konkurrenter stået på sidelinjen, og betragtet ”den røde institution” Post Danmark, som en supertanker der forgæves forsøgte, at manøvrere sig ind i fremtidens logistikbranche, dog uden at kunne vriste sig fri af fortidens tunge kultur og tankegang. Der har været smilet lidt overbærende af ”posttosserne” i den røde uniform.

Den blå transformation

Men jeg blev klogere, for der skete pludseligt noget, som gjorde mig nysgerrig – En ny blå transformation tegnede sig, og nye strategiske linjer og visioner for fremtidens postvirksomhed blev lagt frem. En retning mod en ny fremtid, og en markant positionering i logistikmarkedet. Det var der bestemt ingen grund til at grine af – Det var spændende!

4. januar 2016 

hoppede jeg ombord, og blev en del af det nye blå PostNord. Et skifte, som på alle måder har været en positiv oplevelse!

Jeg har i min rolle fået mulighed for, at arbejde med udviklings-/optimeringsprojekter og opgaver gennem det seneste år, som har involveret mennesker på tværs af organisationen. Igennem hele året har jeg mødt mange dygtige kollegaer, som med entusiasme har taget del i den transformation der er igangsat, og bidraget til at løse de forskellige opgaver.

Det er en stor virksomhed, og undervejs har jeg også fået bekræftet nogle af mine fordomme om kultur og tankegang i Post Danmark. Men jeg har i mit samarbejde på tværs af organisationen, samtidig også mærket, hvor store kompetencer og et kæmpe potentiale virksomheden rummer. Dette i sammenhæng med oplevelsen af en mental forandring i PostNord, hvor der er fokus på en anden fremtid, som en moderne logistikvirksomhed.

Transformationen er omfattende

Transformationen og forandringerne er omfattende – Det er ingen hemmelighed. Det kræver hårdt arbejde, ledelse og den rette mentale indstilling, at tilpasse strukturer, systemer, og samtidig ændre på mange grundlæggende antagelser, for herigennem at skabe fremtidens PostNord. Som Nordens førende logistik- og kommunikationsvirksomhed. Et paradigmeskifte, hvor der skal ageres og tiltag igangsættes, frem for at analysere os selv ihjel, mens markedet og konkurrenterne bevæger sig.

Som en fisk i vandet, trives jeg med de mange konstante forandringer i virksomheden, og må erkende, at jeg fra starten har følt mig, som en aktiv del af ”den blå transformation” i PostNord - Klar til at sætte farten op og bevæge os ind i fremtidens logistikbranche. Vi leverer!

/Søren Vase, Proceskonsulent

Sidst opdateret: 26-01-2017 16:39