Derfor er jeg ansat i en virksomhed, som afskediger mine kolleger

Det plejer at være en særlig dag. En dato, som vel er en af de første, som jeg helt barnligt kan huske. 10.02. Min fødselsdag. Og i år måske endda særlig god, for jeg troede jeg blev et år ældre, end min fødselsattest udtrykker. Så jeg kunne fejre fødselsdag, uden at det havde synlige konsekvenser på de mentale årringe i livets træ.

On the Dark Side of 10.02 

Og så alligevel ikke. For netop 10.02.2017 blev et stort rødt tal meldt ud fra PostNord Danmark. Kommunikationen var vel tilrettelagt og jeg som medarbejder kunne forstå tallene, inden vi så dem i pressen. Vi kender i forvejen situationens alvor og vi og vores ledere arbejder stenhårdt på at skabe forandringer. Det har vi gjort nu i mange år. Og det er heller ikke det, som jeg vil skrive om her. Ej heller de politiske vinkler, befordringspligten eller om vi har reageret i tide eller utide. Og så videre.

Jeg vil i stedet komme med min personlige historie. Jeg vil gerne dele, hvordan det kan være at jeg trives på mit job. Ja faktisk er happy at work, når det udefra kan se ud som et begravelsesoptog, hvor man blot kan fremskrive kurven og se, hvor det ender. Indefra hvor jeg står i optoget, ser jeg det noget mere farverigt og levende. Set indefra går vi i samme takt, for vi ved godt, hvor vi vil hen.

Vi har hver vores historie. Med nuancer. Både for og imod. Både likes og unlikes. Her er min.

Mine 3 likes - filmisk, faglighed og så en lille sort pose med snøre

Jeg mærker en særlig livskraft gemt i at være med til at forandre og selv blive forandret. Sådan ret grundlæggende forandringer. At gå fra en "rød" til "blå" identitet, at se et marked forsvinde og nye dukke op. At holde vejret og håbe, at det hele ender godt. Nærmest som på film. Danmark er det mest digitaliserede land i verden og det påvirker flere brancher, også vores. Derfor kigger mange af verdens postvæsener på os, besøger os, bruger vores erfaringer og lærdomme. Det er da ret sejt, at være med til at sætte det postale Danmark på verdenskortet. Det er jeg ret stolt af. 

Dagens udsigt en februarfredag på mit arbejde. Vi arbejder ud fra princippet Activity Based Workplace og derfor er skrivebord noget, vi sætter os ved, hvor der nu er ledigt.

 

Min faglighed bliver styrket. Vi køber ikke bare konsulenter ind. Kedeligt for konsulenterne, men spændende for mig. Når jeg arbejder på et strategisk og nordisk niveau, bliver det muligt for mig ikke bare at være projektleder og "svæve over vandene". Nu løser jeg det, som jeg løse kan selv. Det kræver en anden dybde og forståelse for opgaverne.   

Vi bliver bedre til at prioritere. Ja, vi bliver endda nøjsomme og siger ikke bare ja, men overvejer mere om det i virkeligheden skaber værdi og ikke mindst tør vi tale mere direkte om det med hinanden. Det er en situation, som jeg tror er sund at sætte sig selv og hinanden i. Og jeg synes det er befriende. Samme befriende følelse havde jeg, da jeg skiftede mit danske liv ud med et langturssejlerliv et par år og hvor alle mine ejendele lå på 4 smalle hylder. Dér havde jeg en lille sort pose. En virkelig god sort pose med snøre, som var min faste følgesvend og blev brugt til flere gøremål. Og jeg passede så godt på den. Nå ja – den følger mig stadig hver dag i mit nu mere moderne liv :)

Beredt med sejlbådens tågehorn og flag samt min faste følgesvend - den lille sorte pose med snøre - er jeg klar til at heppe på mine medsejlere på atollen Makemo i Stillehavet

 

Mine 3 unlikes – rød økonomi, en tung dansepartner og de der dage

En rød økonomi. Analyser viser, at det som gør medarbejdere mest stolte er, at virksomheden har et godt resultat. Og omvendt. Det har jeg mærket på egen sjæl. Stoltheden får et knæk, modløsheden vokser, mens jeg stadig håber og tror. Næste år. Eller næste år igen.  

Medielyset. Journalisterne gør deres job og selvfølgelig kan de ikke have alle facetter med. Det har jeg respekt for. Men det er bare hårdt at blive mødt med forsimplede vinkler og enkelthistorier og endnu engang finde energien til at forsøge at forklare, dem som spørger mig. At forklare nuanceret og kort. Det bliver en alternativ form for elevatortale. "Godt at se dig. Du er ikke blevet fyret endnu?" - når sådan et spørgsmål byder mig op til dans flere gange. Ja, så bliver det en tung dansepartner at svinge rundt med. Hvor velmenende det end er sendt fra modtageren.  

Helt uden sammenligning er dog de dage, hvor der bliver sat navne på hvem der bliver afskediget.  Netop den dag er jeg blot et menneske og jeg føler mig sårbar. Er led og ked af at skulle sige farvel til dejlige, dygtige kolleger og godt kammeratskab. De dage vil jeg bare gerne have sammen med mine kolleger og være menneske. Resten af dagene er jeg den dedikerede medarbejder, som er med på strategien.

Helt uden sammenligning. De der dage. Billeder kan udtrykke mere end 1000 ord

 

Så ja. Mine kolleger bliver måske afskediget. Eller jeg selv. Men det er vel også det værste, der kan ske? Dette er min historie. Og den vil se forskellig ud for hver og en som er ansat i PostNord.  

Tak, fordi du læste med. 

/Tina 

Sidst opdateret: 27-02-2017 14:35