En tung fod på speederen!

Jeg har nu siddet i transformationsprogrammet i to måneder - og hvilke to måneder! Det har været spændende, hårdt, hæsblæsende og ikke mindst lærerigt og sjovt!

Vi har fået etableret vores transformationskontor – og ulig mange andre virksomheder, har vi ikke sat en kæmpe organisation op og hevet dyre konsulenter ind udefra. Vi har i stedet opbygget en lille, flad og agil organisation med kun fire mennesker. En transformationschef, en programleder og to medarbejdere som har fået den sigende titel ”pitbulls”.

Friske øjne udefra

På nær vores transformationschef var vi alle i virksomheden i forvejen, og det har sine fordele og ulemper. På negativsiden er de tre af os en af del af det værende setup og har vores egne forudindtagelser og vanetænkning, som vi kontinuerligt skal holde os på armslængde af, men på positivsiden har vi et godt kendskab til organisationen og alle de interessenter der er i og omkring programmet. Det er dog tydeligt, at det at der også er friske øjne udefra, er af afgørende betydning for programmets succes, da det betyder, at der bliver stillet sunde spørgsmålstegn ved alt det eksisterende.

Danne os et overblik

Vores første opgave var at danne os et overblik over alle de initiativer, der allerede var i gang i hele virksomheden og samle dem og en hel masse nye i en overordnet transformationsplan. Det er blevet til i alt 10 workstreams, som hver især dækker en del af forretningen, og den transformation der skal ske netop dér. Vi har organiseret programmet således, at hver workstream ejes af en direktør fra ledelsen, for på den måde at sikre ejerskab øverst oppe i organisationen.5

Vi holder korte ugentlige statusmøder med hver ejer for at sikre den nødvendige fremdrift og for at få løst eventuelle udfordringer så tidligt i processen som muligt. Jeg synes konceptet fungerer godt – det er simpelt og ”straight to the point”, og passer fint i tankegangen om så lidt bureaukrati og så hurtige beslutningsgange som muligt, hvilket netop er en af hjørnestenen i måden vi skal tænke på fremadrettet.

Skabt et målbillede

Den anden store milepæl var at få skabt et målbillede – en ledestjerne, som viser retningen for, hvor vi vil hen som virksomhed, og hvordan vi skal agere i vores dagligdag for at nå derhen. På et ledelses kick-off i starten af januar var formålet netop at få ”nailet” dette – og det lykkedes! Der blev skabt et super stærkt målbillede, som var bredt nok til at favne transformationen på tværs og konkret nok til at give mening for alle i virksomheden. Selvfølgelig skal det konkretiseres yderligere ude i de enkelte dele af organisationen og de enkelte teams, men i udgangspunktet sætter det en klar retning, som er til at tage at føle på. En super fed fornemmelse at kunne sætte to streger under målbilledet efter et heftigt forberedelsesforløb og to intensive dage!

Tredje store milepæl

Tredje store milepæl var dernæst at sætte gang i formidlingen af netop dette målbillede, hvilket blev skudt i gang på et ledelsesmøde for alle de øverste ledere i PostNord for et par uger siden. Vores CEO, Peter, var på scenen og gav et brag af en tale. Pointen var klar: vi har nu et målbillede og en transformationsplan, men uden alles opbakning, drive og ønske om at nå målet, blot er ”a pretty picture and a plan”! Og jeg fornemmede, at hans vilje og kampgejst bredte sig i lokalet og tændte en fornyet tro hos alle, der var til stede på, at vi fandeme nok skal lykkes selvom det bliver benhårdt! Fantastisk oplevelse!

Nu skal resten af organisationen med – og det er en gigantisk opgave!

 Der skal skabes forståelse for ”den brændende platform”, skabes motivation hos hver enkelt for at nå målet, målbilledet skal konkretiseres og  der skal fejres succes´er og helte undervejs  – alt sammen mens vi ændrer os i en hastighed, som sjældent er set!

Hvis du ligger inde med gode erfaringer til at skabe motivation og kampgejst i en virksomhed, hvor alle ved at vi i fremtiden skal være langt færre end vi er i dag – så råb højt – gode råd modtages med åbne arme, da vi skal transformere os i en rasende fart – og vi kommer ikke til at lette foden fra speederen lige foreløbig!

/Katrine

Sidst opdateret: 08-02-2017 11:12