Not just another Kodak-moment

Mange spørger mig, hvordan det er at arbejde i PostNord lige nu, og folk får et lidt medlidende udtryk i øjnene, som om det er lidt synd for mig – og jeg kan se på nogle af mine kollegers blogposts, at jeg ikke er den eneste, der har den oplevelse. Men nej, det er ikke synd for mig! Og lige nu kunne jeg faktisk ikke forestille mig et mere spændende job, end det jeg står op til hver morgen!

Medierne skriver, at vi er ved at ”finpudse vores plan” for at redde ”det kriseramte postvæsen”. Og ja, vi er et kriseramt postvæsen, der gennem en årrække har mistet den største del af indtægtsgrundlaget og derfor nu skal transformere hver en del af forretningen for at komme tilbage på sporet, og ja, der er planer, der endnu ikke er endeligt godkendt. MEN at vi blot sidder og finpudser, ligger meget langt fra sandheden. Man ser næsten for sig, at vi sidder med pudseklude og polerer og fine tuner en fremtidsplan i vores elfenbenstårn, mens verden omkring os falder i grus. Men nej, det er - som du nok har gættet – ikke sandheden.

Jeg kender ikke til andre virksomheder, der gennemgår en så gennemgribende transformation som os. 

Faktisk så kører vi derudaf med mere end 120 i timen – i alle led af forretningen! Jeg kender ikke til andre virksomheder, der gennemgår en så gennemgribende transformation som os. Jeg kan ikke komme på et eneste sted i vores forretning, hvor vi ikke er inde og transformere. Det er alt fra produktionen, distributionen, IT, HR, produktporteføljen, økonomi, salg, kommunikation og alle de processer, der binder det hele sammen. Og når man sidder i det job jeg har, så er man så privilegeret at få indblik og skabe overblik på tværs af den kæmpe indsats, der bliver lagt for dagen – og jeg må sige at det er et imponerende syn! Vi skal være godt halvt så mange, som vi er i dag, og det betyder, at hver anden kollega jeg går forbi på gangen forsvinder (og hver anden kollega kan jo også være mig…) – men alligevel knokler alle som gale for at bære alle de nødvendige forandringer igennem i en rasende fart. Det er en barsk virkelighed, men det er også imponerende at se den kampånd, der bliver lagt for dagen! 

Så når folk spørger mig om jeg er glad for mit job, så har jeg fået for vane at stille dem et (ledende) spørgsmål, som jeg også vil stille dig her: ”Hvis du forestiller dig, at du arbejdede for Kodak, da kunderne ”gik digitalt” og virksomhedens forretningsgrundlag forsvandt, og der den gang var blevet skabt et transformationsteam og en plan der skulle løfte virksomheden ud af dens ”disruptede” tilstand. Ville du så ikke have syntes, at det var vanvittig spændende og udfordrende at arbejde netop dér, og være med til at sikre at det berømte Kodak-moment aldrig opstod?”. Hvad ville du svare?

Sidst opdateret: 30-05-2017 14:00