Nordboerne har allerede købt julegaver på nettet for 4,4 mia. SEK

Julehandlen i Norden er i fuld gang. Indtil nu har forbrugerne i Norden købt julegaver for 11,7 mia. SEK. E-handlens andel af den samlede julehandel er vokset støt de seneste år, og udviklingen ser ud til at fortsætte. I Norden er der allerede købt julegaver på nettet for 4,4 mia. SEK.

4 ud af 10 nordboere havde allerede købt julegaver inden den 25. november. Men det er forskelligt fra land til land, hvor langt man er kommet med julegaveindkøbene. Over halvdelen af nordmændene har allerede købt julegaver, mens kun 33 pct. af danskerne er begyndt at købe julegaver.

14 pct i Danmark
Også på internettet har julehandlen taget fart. 18 pct. af forbrugerne i Norden har allerede købt julegaver på nettet i år. I Norge har 23 pct. købt julegaver på nettet, i Sverige 18 pct., i Finland 18 pct. og i Danmark 14 pct.

- Der er lidt forskel mellem de nordiske lande på, hvornår julehandlen kommer i gang. Men vi ser allerede nu, at julegaver købt på nettet er steget en del. Stadig flere nordiske forbrugere får øjnene op for, hvor nemt og bekvemt det er at købe julegaver på nettet og få dem leveret til et udleveringsted eller direkte i deres postkasse, siger Arne Andersson, e-handelsekspert i PostNord.

Tøj, bøger og legetøj
Tøj, bøger og legetøj er de julegaver, som de fleste forbrugere i Norden indtil videre har købt på internettet i år.

Årets julehandel på internettet ser ud til at slå alle tidligere rekorder. Det fremgår af undersøgelsen, at forbrugerne i Norden i år vil købe julegaver på internettet til en værdi af 18,3 mia, hvilket er en stigning på ca. 2 mia. SEK i forhold til sidste år.

Sidst opdateret: 01-12-2015 13:00