​Stadig flere svenskere får brevkasseanlæg

I Danmark har brevkasseanlæg i flerfamiliehuse været obligatorisk de sidste fem år. I Sverige er det noget, bygningens ejer bestemmer, og Forum för Fastighetsboxar (Forum for brevkasseanlæg) arbejder hårdt på at få flere til at vælge brevkasseanlæg. Efter nogle års modstand er tendensen vendt, og årets mål er i høj grad overgået.

Målet for 2015 var, at 39.600 brevsprækker skulle udskiftes med brevkasseanlæg. I november var omkring 49.000 brevsprækker udskiftet.

Stigende e-handel hjælper os

- Den stigende e-handel hjælper os. Forbrugerne ønsker at få deres varer leveret til døren, og så er brevkasseanlægget en god hjælp, siger Lisa Jones, chef for Forum för Fastighetsboxar, og fortsætter:

- Vi kan tydeligt se, at der er et generationsskifte på vej blandt bygningsejere og boligforeninger: De yngre er mere interesserede i fordelene ved brevkasseanlæg.

Attraktivt kunne tilbyde bedre service

Der kan være forskellige grunde til, at man vælger brevkasseanlæg. Bygningsejere i Stockholms indre by finder det først og fremmest attraktivt at kunne tilbyde lejere samt ejere af andelsboliger og ejerlejligheder bedre service netop i forbindelse med e-handel. I forstæder med socialt boligbyggeri er bygningernes ejere mere interesserede i større sikkerhed samt mindre støj og lugt, som bliver nogle af resultaterne af, at brevsprækker lukkes, og døre udskiftes.

39 pct. har brevkasseanlæg

I Sverige har 39 pct. af alle flerfamiliehuse brevkasseanlæg. I Danmark har næsten alle flerfamiliehuse brevkasseanlæg. Folketinget besluttede i 2004, at flerfamiliehuse, der er bygget i 1974 eller senere, skulle indføre brevkasseanlæg senest ved årsskiftet 2009/2010. Enkelte personer kan dog på grund af alder eller handicap stadig få post omdelt til døren.

Sidst opdateret: 16-12-2015 10:20