Ny pakke- og godsterminal åbner syd for grænsen

PostNord Danmark, som i koncernen også har ansvaret for PostNord Logistics GmbH, flytter nu sin pakketerminal fra to adresser i Lübeck til langt bedre forhold i Travemünde

PostNords nye pakketerminal i Travemünde

Den kraftige vækst i Logistics stiller stadig større krav til kapaciteten og effektiviteten i PostNords pakke- og godsterminaler. I Nordtyskland medfører det nu med virkning fra 11. januar, at en ny terminal i Travemünde afløser de to hidtidige terminaler i Lübeck.

Topmoderne terminal

- Nu får vi en topmoderne terminal på ca. 3.000 kvm. med væsentlig mere effektivitet og forbedret arbejdsmiljø. Ledelsesmæssigt er der også klare fordele i at samle aktiviteterne. Desuden er anlægget nabo til en tom grund, som vi kan vokse videre fra, fortæller Carsten Dalbo Pedersen, chef for e-Commerce & Logistics, PostNord Danmark.

Blot fem minutter til færgelejet

Terminalen i Travemünde øger kapaciteten i forhold til tidligere med anslået  30-40 pct., og med placeringen på havnen er der blot fem minutters kørsel til færgelejet.

Carsten Dalbo Pedersen tilføjer, at de nye forhold også giver mulighed for at tage en ny type kunder ind, som PostNord ikke tidligere har kunnet håndtere pga. for dårlige sikringsforhold i de ca. 30 år gamle bygninger.

Han peger desuden på, at det nye anlæg åbner mulighed for en langt mere deltaljeret pre-sortering til koncernens nordiske terminaler, hvilket vil øge fleksibiliteten og forbedre økonomien.

Vores gateway til og fra Norden

- Den nye terminal spiller derfor en væsentlig rolle i vores samlede setup. Den er jo vores gateway til og fra Norden med store kunder som eksempelvis Zalando og Adidas.

De ca. 75 medarbejdere, der hidtil har været beskæftiget i Lubeck, vil for langt størstedelens vedkommende flytte med til den nye arbejdsplads.

Sidst opdateret: 11-01-2016 10:45