Digital pris til frimærkerne

Mobilporto – tjenesten, der gør det muligt at købe frimærker via mobilen – fik onsdag aften tildelt en Mobil Award 2011.

Frimærker på mobilen er blevet et hit. Faktisk så stort, at Post Danmarks mulighed for frimærkekøb via app eller sms har fået en pris i kategorien "Årets bedste danske app, tjeneste, markedsføring eller innovation" ved årets Mobil Awards 2011.

- Flot app fra et gammelt dampdrevet firma. En praktisk og brugervenlig tjeneste, der har markeret Post Danmark på en flot måde, ikke kun over for smartphone-brugere, men også over for dem, der har en helt almindelig mobil, sagde Steen Jørgensen, chefredaktør for Magasinet Mobil, ved prisoverrækkelsen. 

I 14 dage har danskerne kunnet stemme på de virksomheder, de synes, har fortjent prisen på www.mobil.nu. Derudover har der været en jury bestående af fremtidsforskeren Preben Mejer, gadget- og livsstilseksperten Christiane Vejlø, mobiliværksætteren Mads Transel, direktør for Mediaprovider Brian Dixen og chefredaktør for Magasinet Mobil Steen Jørgensen.

Det er ikke første gang, at Post Danmark vinder en pris for Mobilporto. Ved den internationale postkonference, POST-EXPO i Stuttgart i Tyskland i september, fik den mobile frimærke-service den såkaldte Delivery Innovation of the Year Award.

- Mobilporto forbinder den digitale og den fysiske verden på en ny måde, der giver værdi. Danskerne kan rigtig godt lide fysiske breve, og med Mobilporto bliver det nemmere, fordi man altid har et frimærke ved hånden. Det er dejligt, for vi vil jo gerne gøre det så nemt og tilgængeligt som muligt for vores kunder, siger Eva Malene Hartmann, chef for Post Danmark Privatkunder.

Siden 1. april er der solgt mere end 150.000 frimærkekoder via mobilen, og Mobilportoapp'en er downloadet ca. 50.000 gange, siden den gik i luften 1. august. Så Mobilporto er altså foreløbig et lille – men vigtigt – supplement til det fysiske frimærke.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos pressechef Morten O. Nielsen, Post Danmark, 33 61 60 01.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:30