Fashion-frimærker by Malene Birger og Silas Adler

Som en hyldest til dansk mode udgiver Post Danmark i forbindelse med Copenhagen Fashion Week to modefrimærker, der som de første danske frimærker nogensinde er skabt af tøjdesignere.

- Frimærket er en af de allerhelligste kunstflader i Danmark - og har indtil nu været forbeholdt mere traditionelle kunstgenrer. Vi er derfor meget glade for, at det etablerede Danmark, gennem Post Danmark, nu tager vores designere med og viser deres kunstneriske udfoldelser på dette fornemme felt, siger Eva Kruse, Direktør, Danish Fashion Institute & Copenhagen Fashion Week.

Det er første gang i dansk frimærkehistorie, at Post Danmark udgiver modefrimærker – og endnu mere exceptionelt er det, at de to danske tøjdesignere har fået helt frie hænder til at kreere motiverne.

- Gennem de senere år har Danmark markeret sig som et af de førende europæiske lande inden for modebranchen. Det vil vi gerne hylde ved at udgive to helt specielle frimærker skabt af danske modedesignere, fortæller Lene Reipuert, chef for Post Danmark Frimærker.

Designerne bag frimærkerne er Malene Birger og Silas Adler, der begge har præsenteret talrige kollektioner på Copenhagen Fashion Week.

- Valget faldt på de to designere, fordi de repræsenterer to forskellige dele af den danske modeverden. Både hvad angår stil og målgruppe – og det faktum, at den ene kun designer dametøj og den anden udelukkende herretøj, hvilket også er lidt unikt i sig selv. Og så er det
heller ikke tilfældigt, at vi både har valgt et etableret, anerkendt navn, Malene Birger, og en af tidens fremadstormende unge designere, Silas Adler, der er på vej til at blive et stort navn, siger Lene Reipuert.

Frimærkerne bliver lanceret på et pressemøde torsdag 4. august under Copenhagen Fashion Week og kan derefter købes på landets posthuse, i postbutikker eller på postdanmark.dk. Indtil da, er motiverne hemmelige. I forbindelse med lanceringen vil der under modeugen være flere aktiviteter, der sætter fokus på modefrimærkerne.

Modeugen, der har været afholdt siden 2006, er Nordens største modebegivenhed og plejer at tiltrække flere end 60.000 designere, indkøbere, pressefolk og modeinteresserede til København.

Frimærker Malene Birger

Frimærker Silas Adler

Adler-frimærket på Moletten

Fotos vedhæftet. Fotografer: Christian Burmester (billede af Malene Birger) og Nikolaj Holm Møller (billeder af Silas Adler og frimærkeprocessen)

Flere billeder af frimærkeprocessen og de to designere kan fås ved henvendelse til: lisa.olufson@post.dk, 33 61 60 01.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:33