Der gækkes på livet løs…

Der bliver gækket, klippet og klistret rundt omkring i de danske hjem. Alt tyder på, at den danske tradition med at sende et vers og en vintergæk i håbet om at få et påskeæg bliver mere populær. Faktisk regner hele 19 pct. af danskerne i år med helt sikkert at modtage et gækkebrev og yderligere 20 pct. håber på det. Det viser en ny undersøgelse af TNS Gallup*.

- Gækkebreve er en rigtig hyggelig dansk tradition. Det er altid sjovt at få et gækkebrev og kæmpe med at gætte afsenderen ud fra prikkerne – eller måske lade som om, man ikke kan, så der falder et påskeæg af til familiens mindste, siger kommunikationschef i Post Danmark Lars Kaspersen.

Og det er størstedelen af danskerne faktisk enige i. Blot 3 pct. bryder sig ikke om at modtage gækkebreve. Og 3 ud af 4 har ladet som om, at de ikke kunne gætte afsenderen for at glæde med et påskeæg.

Mens antallet af breve er faldet kraftigt gennem de senere år, er antallet af solgte postgækkebreve på posthusene i samme periode steget med 50 pct.

- Der er meget, som tyder på, at danskerne gækker hinanden som aldrig før. Og selvom tallene viser, at det primært er børn, der sender gækkebreve til voksne, så vil mange også meget gerne have gækkebreve fra andre voksne, siger Lars Kaspersen.

Denne tendens kan folkemindeforsker Charlotte S. H. Jensen fra Rigsarkivet bekræfte:
- Gækkebreve handler om meget mere end at få et chokoladeæg. Det binder familier sammen
– både det at lave gækkebrevet, hvor forældre måske hjælper børn med at "overraske" andre i familien og det, at man sender et personligt brev til tætte eller fjernere familiemedlemmer. Netop i vores tid, hvor rigtig meget kommunikation foregår digitalt, så er det at klippe og skrive et gækkebrev med håndkraft noget helt specielt. Man giver modtageren noget af sin tid og omhu, og det vidner om, at man interesserer sig for og tænker på hinanden, siger Charlotte S. H. Jensen.

Fakta om gækkebreve

  • Når man får et gækkebrev, har man tre forsøg til at gætte afsender. Gætter man det ikke inden påskesøndag, skal man give afsender et påskeæg.
  • Det første danske gækkebrev er fra 18. april 1770. Gækkebrevet er en ældre dansk tradition i modsætning til f.eks. Valentinsdag.
  • Post Danmarks første kunstgækkebrev udkom i 1996. Siden er det blevet en tradition, at Post Danmark hvert år udgiver et gækkebrev. Post-gækkebrevet kan købes i posthuse, postbutikker og på www.postdanmark.dk.
  • Udover de mange gækkebreve, der bliver sendt med posten hvert år op til påske, er der også mange børn, der sender breve og tegninger til påskeharen.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger hos pressechef Morten Nielsen på 33 61 60 01.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:29