Det haster med juleposten til Færøerne

Uventede kapacitetsproblemer hos de flyselskaber, der flyver til Færøerne, betyder forkortede frister på juleposten til destinationen. Hvis man vil være sikker på at få julebreve og pakker frem til Færøerne, skal man sende dem af sted senest torsdag den 14. december.

- Vores samarbejdspartnere har fået kapacitetsproblemer for posten, og derfor er vi nu nødt til at rykke fristen. Det sidste skib, der når frem til Færøerne inden jul, afgår fredag fra Danmark, og derfor bliver torsdag sidste sikre postdag til Færøerne, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark.

Post Danmark arbejder fortsat på at finde alternativer, som kan bringe post til Færøerne, selvom det afsendes efter torsdag, men da disse løsninger endnu ikke er sikret, kan Post Danmark ikke garantere, at posten kommer frem før jul, selv hvis det lykkes at finde alternativer.

- Vi kan løbe ind i den situation, at selvom vi får posten af sted, så den ankommer inden jul, kan det færøske postselskab få problemer med at håndtere mængderne, da det kommer meget tæt på sidste omdeling. Derfor kan vi kun udstede garanti for juleposten frem til i morgen torsdag den 14. december, siger Lars Kaspersen.

Til redaktionen: For yderligere oplysninger kontakt venligst Post Danmarks pressechef, Morten O. Nielsen, på telefon 33616001.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:21