Er der noget som et sommerpostkort fra Rolf Sørensen?

Den nuværende Tour de France-kommentator er det cykelnavn, som danskerne helst ville have en håndskreven sommerhilsen fra.

Selv om Rolf Sørensen for længst har lagt den professionelle cykeltilværelse bag sig, betragter danskerne ham stadig som cykelrytter – og endda som en af de mest populære.

Gallup har for Post Danmark spurgt danskerne om, hvem de helst vil have et sommerferiepostkort fra blandt en gruppe cykelnavne. Og hver tredje peger på den nu 47-årige Rolf Sørensen, mens Chris Anker Sørensen placerer sig lige i baghjul med 31 pct. af de afgivne stemmer.

For en mand, der kan kalde sig Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiden, tæller sidstnævnte placering bestemt også.

- Det er jeg meget stolt over. Det er jo ti år siden, at jeg indstillede min karriere, så jeg er meget beæret over, at danskerne stadig tænker på mig som cykelrytter og gerne vil have en hilsen fra mig, siger Rolf Sørensen.

Tidligere har Rolf Sørensen skrevet postkort, men han er kommet fra det de senere år.

- Det her er jo en anledning til at tage det op igen, for det er jo rigtig hyggeligt at få en hilsen med frimærke og billede på. I mit andet hjemland, Italien, er det at sende et postkort meget udbredt. Det er ikke den lange fortælling, som er afgørende, men det, at du sender en hilsen og viser, at du tænker på andre.

Mens den tidligere toprytter tilbringer tre uger i Frankrig for at dække Tour de France, står familien derhjemme helt klart øverst på ønskelisten som afsendere af sommerpostkort.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:23