Frimærke hædrer en af dansk teaterhistories største

Efter i en årrække at have optrådt på den danske 200-kroneseddel, får Johanne Luise Heiberg (1812–1890) nu også sit eget frimærke. 5. september udgiver Post Danmark et 8-kroners frimærke i anledning af 200-året for fru Heibergs fødsel. Frimærket er graveret af den svenske kunstner, Lars Sjööblom, som har taget udgangspunkt i Emilius Bærentzens portræt af den unge skuespillerinde fra 1841. Maleriet kan i dag ses på Thorvaldsens Museum i København.

- Johanne Luise Heiberg var en af sin samtids helt store scenekunstnere, og derfor synes vi, det er oplagt at markere 200-året for hendes fødsel ved at ære hende på frimærke, siger Lene Reipuert, frimærkechef i Post Danmark.

Fra at være vokset op under usle kår i København, blev Johanne Luise Heiberg på kort tid en stjerne, der færdedes i den danske samfundselite. I perioden, der betegnes som den danske guldalder, var hun samtidig med andre store kulturpersonligheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, C.W. Eckersberg og Bertel Thorvaldsen.

I næsten 50 år tegnede Johanne Luise Heiberg Det Kongelige Teaters repertoire, først som skuespillerinde og senere som instruktør. Dermed blev hun også Danmarks første kvindelige sceneinstruktør.

Post Danmark markerer frimærkeudgivelsen 5. september i sit showroom, der er nabo til Post & Tele Museum i Købmagergade i København. I tidsrummet kl. 10-12 vil gravør Lars Sjööblom bl.a. signere førstedagskonvolutter med Heiberg-frimærket.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:23