Frimærker kåret som Årets Danske Modebegivenhed

Post Danmarks to modefrimærker, der blev udgivet i august 2011, strøg torsdag helt til tops ved Dansk Fashion Awards.

Post Danmarks modefrimærker - designet af Malene Birger og Silas Adler (Soulland) – gik hele vejen, da den danske modebranche torsdag var samlet i Ny Carlsberg Glyptotek for at uddele priser ved Dansk Fashion Awards 2012.

Modefrimærkerne fik førstepladsen i kategorien Årets Danske Modebegivenhed, hvor de populære frimærker var en af tre nominerede. Desuden blev den ene af designerne bag frimærkerne, Silas Adler, kåret som Årets Danske Designer.

- Vi er rigtig glade og stolte. Det er en stor anerkendelse af arbejdet med frimærkerne og samarbejdet mellem Post Danmark og de to designere, som har været helt unikt. Sammen har vi skabt to smukke frimærker, der som små stykker kulturhistorie afspejler samtiden og samtidig er en anerkendelse af dansk mode, siger chef for Post Danmark Frimærker, Lene Reipuert.

Flere end 71.000 stemmer var forud for aftenens prisoverrækkelse blevet afgivet af danskerne, og efterfølgende kårede et dommerpanel en vinder blandt de nominerede. Der blev uddelt priser i 18 kategorier.

Kategorien, Årets Danske Modebegivenhed, hvor modefrimærkerne løb med sejren, fokuserer på et modeshow eller event afholdt i det forgangne år, som har udmærket sig i særlig karakter i forhold til ide, koncept og visuelt udtryk.

Til redaktionen: yderligere oplysninger fås hos pressechef Morten Nielsen på 33 61 60 01.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:27