K.B. Pedersen hædres med fornem international postpris

Post Danmarks adm. direktør modtog mandag aften den globale postindustris World Mail Award for "Industry Leadership".

K.B. Pedersen – adm. direktør i Post Danmark og vicekoncernchef i PostNord – har netop modtaget den globale postindustris World Mail Award for "Industry Leadership", der er postbranchens fineste pris. Det skete ved et større arrangement i Geneve i Schweiz, hvor verdens postale virksomheder i disse dage er samlet.

Dommerkomiteen begrundede prisen med, at K. B. Pedersen, siden han overtog opgaven som adm. direktør for Post Danmark i 2009, er lykkedes med at fastholde en af de højeste leveringskvaliteter i verden samt sikre et økonomisk overskud på driften. Det er vel at mærke sket trods et fald i brevmængden på over 20 pct.

Samtidig har K. B. Pedersen været med til at drive verdens første sammenlægning af to nationale postvirksomheder, nemlig Post Danmark og svenske Posten AB, til den førende nordiske postkoncern PostNord. En sammenlægning, som dommerkomiteen
fremhævede kunne være et eksempel til efterfølgelse for andre af verdens postselskaber.

Udover hæderen til K.B. Pedersen modtog Post Danmark endnu en pris. Det skete i kategorien kundeservice for det nye adresseløse produkt "omdeling med fravalg".

Til redaktionen: Yderligere informationer kan fås hos pressechef i Post Danmark, Morten Nielsen, på tlf. 33 61 60 01.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:26