Pakker forsinket

Post Danmarks Pakkecentre i Brøndby og Taulov blev i nat ramt af software-mæssige problemer.

Det betyder, at knap 20 % af de pakker, som skulle omdeles i dag, ikke er kommet igennem sorteringen.

- Vi er rigtig kede af, at der er kunder, som vil opleve, at deres pakker bliver forsinket. Vi har knoklet hele natten på at løse problemerne, men der er desværre en mængde pakker, som vi endnu ikke har nået. Nu bruger vi hele dagen på at sortere så mange af de overliggende pakker som muligt, og så sender vi dem afsted, så hurtigt vi kan, siger Jesper Bremholm, chef for Produktion og Transport i Post Danmark.

Der vil dog være pakker, som ikke når ud i dag.

- Vi kan desværre ikke undgå, at der er pakker, som bliver forsinket i dag, men vi gør vores yderste for at minimere problemet. Alle pakker, som ikke når ud i løbet af i dag, vil blive omdelt i morgen, siger Jesper Bremholm.

Problemerne berører samtlige pakketyper; erhvervspakker, postpakker, DPD-pakker, importpakker og eksportpakker.
Kunder med spørgsmål til Post Danmark kan kontakte kundeservice på tlf. 80 20 70 30.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås hos Morten Nielsen, pressechef i Post Danmark på tlf. 33 61 60 01.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:24