Postansatte sparer over en million på el og varme

Med den formentlig største energisparekampagne på en dansk arbejdsplads har medarbejderne i Post Danmark formået at nedsætte el - og varmeforbruget med næsten 20 pct. på fire uger.

Post Danmark har netop afsluttet fire ugers energisparekampagne under navnet Grøn Adfærd med en samlet besparelse på hele 19,2 pct.

Flere end 12.000 medarbejdere har været involveret, og lagt sammen med efterårets pilotprojekt for yderligere 2.000 ansatte er det lykkedes at slukke og skrue ned for i alt 1.260.000 kr. Dertil kommer et reduceret CO2-udslip på næsten 300 tons.

Med besparelsen på 19,2 pct. lander kampagnen væsentligt over de forventede 15 pct.

- Det er et fantastisk flot resultat, som Post Danmarks medarbejdere her har opnået, fastslår facility manager i Post Danmark, Thomas Nissen.

Stærk motivation

Han mener, at resultatet er udtryk for, at medarbejderne gerne vil gøre noget positivt for miljøet, og i kraft af konstante målinger af el - og varmeregnskabet samt lokale klimaambassadører til at holde dampen oppe, har motivationen de fleste steder været helt i top.

- Data er meget vigtig for folks adfærd - det samme er belønning. Derfor har vi også haft interne konkurrencer kørende. Når du kan se din mellemtid, løber du som regel lidt stærkere, fortsætter Thomas Nissen.
Han understreger, at Post Danmark ikke slipper den grønne adfærd, blot fordi kampagnen nu er slut. Derimod vil der blive taget en række initiativer til, at de energirigtige vaner for alvor kan rodfæste sig blandt medarbejderne. Målet er en varig energibesparelse på baggrund af ændret adfærd på minimum 5 pct.

Post Danmarks Grøn Adfærd er et led i virksomhedens overordnede mål om at nedbringe CO2-udledningen med 40 pct. frem til 2020.

Til redaktionen: Mere info fås hos pressechef Morten O. Nielsen på 33 61 60 01.

Grøn Adfærd i tal:
Antal personer: 12.171
Antal klimaambassadører: 280
Antal bygninger: 224
Antal kvadratmeter: knap 500.000
Antal elspareskinner: 6.750
Antal Tænd-sluk ure: 3.350
Antal sparometre: 325
Antal termometre: 300

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:28