Post Danmark er klar til grøn distribution med 50 nye elbiler

Snart er næsten hver 20. elbil på de danske veje en gul postbil. Post Danmark har netop indkøbt 50 nye Mercedes-Benz Vito E-Cell og bliver dermed en af de største ejere af elbiler i Danmark. Det er ambitiøse mål på miljøområdet og gode erfaringer fra et pilotprojekt på Bornholm, der nu får Post Danmark til at skifte diesel ud med el.

- Både i forhold til miljøpåvirkning, driftsomkostninger og postbudenes glæde ved arbejdet, har vores første forsøg med elbiler været en stor gevinst. Derfor er det oplagt, at vi tager endnu et skridt mod en grønnere distribution med 50 nye elbiler, siger Martin von Horsten, chef for Distribution i Post Danmark.

I forvejen har Post Danmark godt kendskab til eldreven distribution med ca. 1800 elcykler og elknallerter. De nye elbiler skal bruges af postbudene på brevruter i land og by som erstatning for dieseldrevne biler, og Post Danmark planlægger at have de første elbiler klar til brug i begyndelsen af marts.

- Som en af landets største virksomheder er det naturligt at tage positionen som frontløber i forhold til den grønne distribution. Nu skal vi have de 50 nye elbiler godt i gang, før vi gør klar til at sætte næste bølge af elbiler ind, siger Martin von Horsten. Post Danmark har som mål at reducere CO2-udledningen med 40 % fra 2009 til 2020, og her indgår elbilerne som en del af strategien. Forventningen hos Post Danmark er, at de 50 biler tilsammen vil kunne nedbringe CO2-udledningen med 116 ton pr. år.

Erfaringerne fra Bornholm viser, at elbilerne passer godt ind i postbudenes faste kørselsmønstre. Fx er elbilernes rækkevidde pr. opladning ikke et problem, da en postrute typisk er på ca. 60 km. På samme måde er det let at sætte ladestationer op, da de eldrevne
postbiler skal starte og stoppe samme sted.

Sidst opdateret: 02-04-2014 20:20