Delårsrapport januar-marts 2012: Store omstillinger på et fortsat udfordrende marked

 

Januar-marts 2012

• Nettoomsætningen udgjorde SEK 9.993 mio. (10.032 mio).

• Driftsresultatet udgjorde SEK 293 mio. (420 mio.).

• Periodens resultat udgjorde SEK 210 mio. (344 mio.).

• Overskudsgraden udgjorde 2,9 (4,2)%.

• Driftsresultatet renset for omstruktureringsomkostninger og engangseffekter udgjorde SEK 642 mio. (514 mio.).

• Den justerede overskudsgrad udgjorde 6,4 (5,1)%.

Kommentar fra Lars Idermark, administrerende direktør og koncernchef:

PostNord rapporterer et efter omstændighederne tilfredsstillende resultat for første kvartal 2012. Koncernens nettoomsætning udviklede sig på et niveau svarende til året før, og den underliggende lønsomhed blev forbedret.

2012 er et omstillingens år for PostNord. Vi gennemfører effektiviseringer og omkostningsreduktioner, samtidig med at der foretages store investeringer i virksomheden. Dette sker i lyset af vores strategi om at omstille virksomheden og dermed sikre lønsomheden i brevforretningen og udvikle logistikforretningen. Resultatet for første kvartal påvirkes i nedadgående retning med i alt SEK 354 mio. i omstruktureringsomkostninger. Koncernens overskudsgrad før omstruktureringsomkostninger og engangseffekter udgjorde 6,4%.

Den globale økonomiske usikkerhed påvirker også de nordiske lande og vores virksomheder. Vores brevforretning er desuden under påvirkning af fortsat substitution i form af alternative digitale løsninger. Mængdenedgangen af breve fortsatte i årets første kvartal og lå på niveau med foregående kvartal, justeret for kalendermæssige effekter. Det er fortsat vores vurdering, at mængdefaldet for 2012 som helhed vil udgøre ca. 12% i Danmark og ca. 5% i Sverige.

Brevvirksomhederne rapporterer samlet set et godkendt resultat, og lønsomheden før omstruktureringsomkostninger forbedredes betydeligt. Vi opretholder tilgangen af pengestrømme fra brevvirksomhederne. Dette har stor betydning for finansieringen af de planlagte investeringer, som har til formål at omstille virksomhederne på en måde, som svarer til det forventede mængdefald.

Vi udvikler logistikvirksomheden og fortsætter arbejdet med at implementere vores strategi om at opfylde erhvervslivets efterspørgsel på helhedsløsninger og grænseoverskridende kapacitet. Logistikvirksomheden i Norge udvikler sig kraftigt, hvilket betyder, at vi erobrer markedsandele. Også den svenske virksomhed er præget af en god udvikling. I Danmark udfordres vi derimod af både hård konkurrence med et stærkt pres på priserne og svage konjunkturer. Vi vil gennemføre yderligere effektiviseringer af vores virksomhed.

Vi har i første kvartal præsenteret to store handler, som er gennemført i overensstemmelse med vores strategi. Overtagelsen af Green Cargo Logistics giver os en førende position inden for tredjepartslogistik i Norden, som er et attraktivt og hurtigt voksende markedsområde. Vi overtager desuden aktiviteterne i Svensk Morgondistribution, som er med til at styrke vores position inden for avisdistribution i Sverige, og som skaber et betydeligt synergipotentiale.

PostNord blev stiftet i 2009 på baggrund af sammenlægningen af Post Danmark A/S og Posten AB. Koncernen tilbyder kommunikations- og logistikløsninger til og fra samt inden for Norden og har en omsætning på ca. SEK 40 mia. og godt 40.000 medarbejdere. Aktiviteterne er inddelt i forretningsområderne Breve Danmark, Meddelande Sverige og Logistik, samt i Strålfors. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedsæde i Solna i Sverige. www.postnord.com

Sidst opdateret: 02-04-2014 19:40