E-handlen i Norden stiger stadig – levering er en vigtig parameter

I årets 1. kvartal blev der købt varer på nettet for ca. 36,5 mia. SEK (28,3 mia DKK) i Norden. Det svarer til en stigning på ca. 2,5 mia. SEK i forhold til den samme periode sidste år, viser PostNords rapport E-handel i Norden*. Alene i Danmark blev der handlet for 6 449 MDKK.

Nordboerne køber mere og mere på internettet. Fra januar til april i år steg e-handlen med 7 pct. i forhold til sidste år. Danskerne overhalede nordmændene som det folk, der køber mest på nettet (hhv. 76 og 75 pct.), men også i Sverige og Norge steg andelen en del.

– E-handlen i Norden udvikler sig stadig. Det er afgørende for, at e-handlen fortsat udvikler sig positivt, at leveringerne lever op til forbrugernes krav. Vi ser, at forbrugerne i stigende grad forventer, at de kan bestemme, hvordan varerne bliver leveret, siger Annemarie Gardshol, chef for E-commerce i PostNord.

Næsten halvdelen af alle nordboere synes, det er meget vigtigt, at de selv kan vælge leveringsmåde til deres varer. Mest udtalt er det i Danmark, hvor over en tredjedel af de danskere, der har handlet på nettet, synes, det er meget vigtigt, at de kan vælge, hvordan en vare bliver leveret.

I Danmark og Sverige forventer ca. en tredjedel af e-handelsforbrugerne at få deres vare leveret i løbet af tre hverdage. I Norge forventer en fjerdedel af forbrugerne samme leveringstid, og i Finland er en tredjedel indstillet på at vente på deres vare i op til fem dage.

Hvordan de varer, man køber på nettet, helst skal leveres, varierer fra land til land. Det mest populære alternativ i alle landene er dog selv at hente varen i en postbutik. I Sverige, Norge og Finland vil omkring halvdelen selv hente varen. I Danmark, hvor levering til døren er mere almindeligt, er det dog kun en femtedel, som selv vil hente varen på servicestedet. Interessen for levering til døren om aftenen er generelt lav i alle de nordiske lande.

Mobil e-handel

De fleste nordboere foretager stadig deres køb på nettet fra computere, men flere og flere bruger mobiltelefonen.

I forhold til sidste år er der en klar tendens til, at flere nordiske e-handelsforbrugere vælger at købe varer via mobiltelefonen. I Sverige er andelen stadig størst, men udviklingen viser en stigning i handel via mobiltelefonen i næsten alle de nordiske lande.

I Danmark steg e-handel via mobiltelefonen med 5 pct til 15 pct. i år, og dermed kom danskerne op over gennemsnittet i Norden. I Sverige handlede 17 pct. via mobiltelefonen, i Norge 12 pct. og i Finland 8 pct.

Populære e-handelsvarer

I Sverige og Norge køber man mest medier på nettet, f.eks. bøger, blade og CD'er/DVD'er. I Danmark og Finland er de mest populære e-handelsvarer tøj og sko.

England, USA, Tyskland og Kina ligger stadig i toppen, når nordboerne handler på nettet i udlandet. I Norden er Sverige stadig det mest populære land at handle i. Svenskerne handler derimod ikke så meget i deres nabolande. Det er mest populært at købe tøj og sko i udlandet.


*) E-handel i Norden udgives en gang i kvartalet og bygger på en forbrugerundersøgelse foretaget i Danmark, Sverige, Norge og Finland med omkring 4.000 respondenter. Forbrugerundersøgelsen blev gennemført i april 2015 med et repræsentativt udvalg af landenes befolkning i alderen 18-79. Undersøgelsen blev gennemført ved hjælp af TNS SIFO's internetpanel. Der deltog i alt 1.163 respondenter i Danmark, 1.084 respondenter i Sverige, 1.408 respondenter i Norge og 1.252 respondenter i Finland.

Sidst opdateret: 12-05-2015 09:46