Kommentar på baggrund af medieomtale af omstilling af PostNords virksomhed i Danmark

PostNord påvirkes, ligesom alle andre postselskaber, af den meget hurtigt stigende digitalisering, og det medfører kraftige fald i brevmængderne. PostNord har derfor gennem flere år gennemført meget store tilpasninger af virksomheden og blandt andet reduceret antallet af ansatte med godt 14.000 ansatte siden skabelsen af PostNord i 2009 (alene 6.000 FTE de sidste 3 år). Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og siden årtusindeskiftet er brevmængderne faldet med næsten 80 pct.

Kraftige rationaliseringstiltag er løbende blevet gennemført i den danske brevvirksomhed, men da volumenfaldet tiltog kraftigt i løbet af 2016, blev det klart, at det ikke er tilstrækkeligt med løbende rationaliseringer.

- Ledelsen har derfor i løbet af 2016 udarbejdet en helhedsplan for at tilpasse virksomheden og blandt andet indføre en helt ny og finansielt holdbar produktionsmodel i Danmark. Denne plan blev præsenteret for ejerne i efteråret, og siden har der været dialog med ejerne om planens gennemførelse, siger koncernchef Håkan Ericsson.

Overgangen til en ny produktionsmodel vil medføre betydelige omstillingsomkostninger, hovedsageligt knyttet til de godt 3.000 danske medarbejdere, tidligere statstjenestemænd, der har særlige vilkår, hvis de opsiges. Produktionsmodellen og vurderingen af de økonomiske konsekvenser er blevet fremlagt for PostNords ejere, og der pågår nu en dialog om, hvordan omstillingen skal gennemføres og dermed også størrelsen på omstillingsomkostningerne. Detaljerne om den nye produktionsmodel vil snart blive meldt ud.

I Sverige drives brevvirksomheden fortsat lønsomt på trods af, at digitaliseringen har haft stor indvirkning på den svenske virksomhed. For at sikre den fremtidige lønsomhed er det dog nødvendigt med en ny postlov, som den svenske regering har annonceret, således at en mere fleksibel regulering kan gøre det muligt at møde den fortsatte og accelererende digitalisering.

Vi leverer! PostNord er den førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger til, fra og inden for Norden. Vi sikrer postservice til private og virksomheder i Sverige og Danmark. Med vores ekspertise og et veludviklet distributionsnet skaber vi forudsætningerne for fremtidens kommunikation, e-handel, distribution og logistik i Norden. I 2016 havde koncernen ca. 33.000 medarbejdere og en omsætning på ca. 38 mia. SEK. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedkontor i Solna. Besøg os på www.postnord.com

Sidst opdateret: 28-02-2017 13:39