Regnskabsmeddelelse 2016: Ny produktionsmodel indføres i Danmark. Stærkt koncernfokus på slutkundens oplevede kvalitet giver resultater.

Oktober-december 2016

  • Nettoomsætning SEK 10.355 mio. (10.434 mio.).
  • Driftsresultat SEK -1.012 mio. (-284 mio.).
  • Justeret driftsresultat SEK 242 mio. (501 mio.).
  • Poster, der påvirker sammenligneligheden, netto SEK -1.254 mio. (-785 mio.).
  • Periodens resultat SEK -1.375 mio. (-337 mio.).
  • Resultat pr. aktie -0,69 (-0,17).
  • Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK 1.424 mio. (900 mio.).

Januar-december 2016

  • Nettoomsætning SEK 38.478 mio. (39.351 mio.).
  • Driftsresultat SEK -1.083 mio. (564 mio.).
  • Justeret driftsresultat SEK 500 mio. (927 mio.).
  • Poster, der påvirker sammenligneligheden, netto SEK -1.583 mio. (-363 mio.).
  • Periodens resultat SEK -1.583 mio. (278 mio.).
  • Resultat pr. aktie -0,79 (0,14).
  • Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK 1.321 mio. (1.585 mio.).

Kommentar fra Håkan Ericsson, administrerende direktør og koncernchef

PostNords resultat påvirkes stadig af markant faldende brevmængder, primært i Danmark. Den hurtige digitalisering har medført en voldsom negativ volumen- og resultatudvikling i den danske virksomhed. Det er besluttet at indføre en ny og på længere sigt økonomisk bæredygtig produktionsmodel.

I Danmark, hvor statens digitaliseringsagenda har gjort landet til det måske mest digitaliserede land i verden, falder brevmængderne stadig hurtigere. I 2016 faldt mængden af breve med dag til dag-befordring meget kraftigt, og siden år 2000 er mængden faldet med ca. 90%. Med den nye postlov fra 2016 er der nu regulatoriske forudsætninger for på en mere effektiv måde at kunne tilpasse den danske virksomhed til de mængder, der skal håndteres. PostNord har derfor besluttet at iværksætte yderligere tiltag, idet der skal indføres en ny produktionsmodel. Omstillingen af PostNord Danmark, som det vil tage flere år at gennemføre helt, forventes at medføre store omstillingsomkostninger og tab i omstillingsperioden. Omkostningerne skyldes primært de særlige aftaler, der blev indgået med medarbejderne, da det danske postvæsen blev omdannet til et selskab. I 4. kvartal er der foretaget en nedskrivning af goodwill for den danske virksomhed og visse aktiver i brevvirksomheden i Danmark.

At levere markedsførende kvalitet er et stærkt prioriteret område, og kvalitetsniveauet for hovedprodukterne er i kvartalet styrket i forhold til samme periode sidste år. PostNord-koncernen har desuden sat endnu større fokus på slutkundens oplevede kvalitet (Customer Experience), bl.a. med implementering af "PostNord Lytter" i den svenske organisation. Resultatet er større viden om, hvordan vores kunders kunder – modtagerne – oplever deres kontakter med PostNord, ligesom det har resulteret i kvalitetsfremmende tiltag. Målingerne viser en god udvikling. "PostNord Lytter" indføres også på de øvrige hovedmarkeder i 1. kvartal 2017.

PostNords sammenlignelige nettoomsætning faldt med 2% i 4. kvartal, hvilket primært skyldes fortsat stor nedgang i koncernens brevmængder med i alt 10%, heraf 23% i Danmark og 7% i Sverige. Dette opvejes i et vist omfang af den fortsat kraftige vækst inden for e-handlen. Mængderne af B2C-pakker steg med ca. 18%. Den sammenlignelige nettoomsætning for hele året faldt med 3%.

Det justerede driftsresultat udgjorde SEK 242 mio. (501 mio.) i kvartalet og SEK 500 mio. (927 mio.) for hele året. Tilbagegangen skyldes især effekten af de kraftigt vigende brevmængder i Danmark, som ikke har kunnet imødegås med tilstrækkelige tilpasninger på omkostningssiden. For 2016 som helhed kommer ca. 75% af resultatet fra forretningsområdet eCommerce & Logistics. De poster, der påvirker sammenligneligheden, på netto SEK -1.583 (-363) mio. for hele året vedører primært nedskrivningen af goodwill og visse aktiver i Danmark samt salget af PostNord Strålfors' ikke-nordiske aktiviteter.

Den negative udvikling i brevforretningen ses i alle nationale postvirksomheder. Den betyder, at forretningsmodeller grundlæggende skal tages op til fornyet overvejelse med henblik på at tilpasse dem til den udvikling, vi ser i Danmark, hvor brevet gradvist bliver et nicheprodukt. Denne udvikling stiller krav om tilpasning af postlovgivningen. I Sverige falder brevmængderne stadig hurtigere, og der gennemføres nye statslige digitaliseringsinitiativer til myndigheders kommunikation med borgere og virksomheder. Vi har tiltro til det forslag om en ny postlov, som regeringen har varslet til maj i år. Det forventes, at lovforslaget vil give bedre forudsætninger for fortsat at kunne levere en god postservice i hele Sverige på rimelige økonomiske vilkår.

Vores omstilling er også nødvendig for at skabe god lønsomhed i den voksende og strategisk meget vigtige logistikforretning. Det er særlig vigtigt i det forbrugerorienterede segment, der primært drives af den kraftigt voksende e-handel. PostNord har længe haft en stærk position som ekspert i e-handelslogistik og er en førende leverandør i branchen. Udviklingen af vores tilbud sker nu ud fra et endnu tydeligere forbrugerperspektiv.

De stærke tiltag, der blev gennemført i 2015 for at tilpasse virksomheden i Danmark og Sverige, resulterede i en række kvalitetsproblemer. I sommeren og efteråret 2016 fokuserede både myndigheder, medier og ejere på vores kvalitet – især i Sverige. Vores kvalitet er styrket i løbet af andet halvår 2016 og ligger generelt på et godt niveau, selv om der stadig er områder, der kan forbedres.

Med de rigtige prioriteringer, solid erfaring, større lydhørhed og en stadig mere konkurrencedygtig virksomhed er vi godt rustet til at håndtere det igangværende paradigmeskift, som postvirksomheder i hele verden nu skal forholde sig til. Med beslutningen om at skabe en på længere sigt bæredygtig produktionsmodel tager PostNord det næste vigtige skridt mod at udvikle sig til den førende logistikvirksomhed for private og virksomheder i Norden.

Ved yderligere spørgsmål kontakt: PostNord pressetelefon Danmark, tlf. 33 61 60 01

Kontaktperson: Emma Riblom. PostNord AB (publ) er forpligtet til at offentliggøre disse oplysninger iflg. EU's forordning om markedsmisbrug og svensk lov om værdipapirmarkedet. Oplysningerne blev offentliggjort af ovennævnte kontaktperson 10. februar 2017 kl. 08.30 (CET).

 Vi leverer! PostNord er den førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger til, fra og inden for Norden. Vi sikrer postservice til private og virksomheder i Sverige og Danmark. Med vores ekspertise og et veludviklet distributionsnet skaber vi forudsætningerne for fremtidens kommunikation, e-handel, distribution og logistik i Norden. I 2016 havde koncernen ca. 33.000 medarbejdere og en omsætning på ca. 38 mia. SEK. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedkontor i Solna. Besøg os på www.postnord.com

Sidst opdateret: 10-02-2017 09:05