Jeg troed’ ikk´ de havde en krone

Midt under morgenmaden lytter jeg til en dialog på P4 København mellem 2 radioværter: 

Radiovært 1: Det største cykelløb starter i dag. Danmark Rundt. Ja, hvis det skulle være større så skulle man vist køre 2 gange rundt i Danmark :) Radiovært 2: Det hedder da PostNord Danmark Rundt Radiovært 1: Og det forstår jeg ikke at de har råd til. Jeg troed’ ikk de havde en krone!

En frisk morgenbemærkning, som får mig til at tænke lidt. Så jeg sætter min hjemmelavede skyr med frugt (ja, vel den mest gængse morgenmad blandt kvinder – i hvert fald her på Østerbro :) ) fra mig og noterer mig det, som jeg netop har hørt. Tænker på de spørgsmål, som jeg ofte må svare på. Tænker på, hvordan nuancerne blegner væk i medierne, som klare farver i stærk sol. Og tænker på de mange kolleger, jeg kender som gør et kæmpearbejde og som trofast knokler videre. Trods alt og på trods.

Så her er de 3 spørgsmål, som jeg ofte får. Og hvad jeg ofte svarer.

Hvor mange flere milliarder skal jeg som skatteyder smide i?

Her må jeg først drysse med lidt fakta. Det er mere end 25 år siden, at vi i Post Danmark / PostNord havde en plads på finansloven. Til gengæld har vi, som enhver anden virksomhed, givet penge retur til vores ejere. Til staten. Til dig og mig. Og det er jeg stolt over. Mest fordi, der ikke er så mange andre statslige postselskaber i Europa, der har gjort det. Samtidig med at være det mest digitaliserede land i verden.

Vis mig den virksomhed, hvor 80 % af dens tidligere kerneforretning er forsvundet og har formået at tilpasse sig til den nye situation

Så ja, vi har en økonomisk arv vi bærer på, når der er ansatte på særlige vilkår, som vi har med os fra vi var under statens vinger. Og det er det, som vi beder om penge til at kunne håndtere i transformationen. Og forskellige meninger til denne del af ligningen er velkomne. Og min mening er ret enkel – det virker som den billigste løsning for alle.

Har du stadig et job?

Ja, det har jeg. Og jeg er glad for mit job. For mine kolleger. For mine opgaver. Om jeg er ansat om 1 år eller 2 er selvfølgelig svært for mig at spå om. Vejen er for mig klar, så jeg ved hvad vi satser på og hvor mange vi skal være. Og det vil jeg gerne stadig være med på.

Det kan være slidsomt, ja. Det kan være trist at sige farvel til kolleger, ja. Det kan være rigtig kedeligt at læse om vores arbejdsplads i medierne, ja. De gode dage opvejer dog de mere kedelige dage – og det gør det åbenbart for mange af os. For personaleomsætningen er gennemsnitlig og sygefraværet er lettere faldende.

Hvorfor gør I først noget ved det nu?

Det spørgsmål er jeg glad for at få – for jeg synes vi kan være stolte over det, vi har gjort og gør. For selvom det ikke er sjovt at fortælle om nedskæringer. Så er jeg stolt af, at være på en arbejdsplads, som har håndteret at tilpasse virksomheden de seneste mere end 10 år med en respektfuld håndtering og uden det store medierabalder. Før nu.

Vis mig den virksomhed, hvor 80 % af dens tidligere kerneforretning er forsvundet og har formået at tilpasse sig til den nye situation. Vi er ikke mange i klubben og vi arbejder hårdt på at komme tilbage i den klub, som også giver overskud. Og det ser måske ikke sådan ud lige nu – men vi er på vej.

 Så vi ses på vejen – til flere svar og spørgsmål :)

 

/ Tina Østergaard

Sidst opdateret: 18-09-2017 10:37