Spring navigation over og søg
Öppna i Microsoft Edge
People by PostNord

"Jeg har hele tiden en melodi inde i hovedet, der vil ud"

Sofie Randrup Mouritsen har hovedrollen i en kundeservice, som lige så godt kunne have været en musical.

Tekst: Michael Kirkeby. Foto Freddy Billqvist

I sommeren 2018 havnede Sofie Randrup Mouritsen på en lille ø i det østlige Thailand. Hun havde ikke flere kontanter, og kreditkortet
kunne man slet ikke bruge dér.

– Så jeg kunne ikke komme væk igen.
'Hvad gør man så? Man spiller musik! Jeg overtalte ejeren af en lille restaurant til at hyre mig et par timer hver aften mod at få kost og logi og lidt penge. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg lærte af det og overskred en af mine egne grænser på en god måde, siger hun.

Når Sofie ikke spiller ukulele for at kunne komme hjem fra den anden side af jordkloden, sidder hun i PostNords store kontorlokaler i Aarhus. Her betjener hun erhvervskunder over telefonen i det, der måske er verdens mest musikalske kundeservice. Når arbejdsdagen slutter, tager musikken over. Så kigger Sofie over på Aske Normann Brix og Emil Christopher Christensen, der sidder få meter væk. De er ikke kun kolleger, men også henholdsvis saxofonist og bassist i deres fælles band Nordlys. Mindst et par gange om ugen tager de af sted sammen for at øve med bandets øvrige medlemmer. Selv spiller hun både klaver, guitar, saxofon og ukulele. Og så synger hun, meget.

– Jeg har hele tiden en melodi inde i hovedet, der vil ud. Jeg begyndte at spille klaver som 6-årig, og siden er det bare fortsat. Jeg synger klassisk på 11. år. Jeg har før sunget i Aarhus Pigekor i mange år, og jeg er med i projekter på Den Jyske Opera. Og så spiller jeg med i to bands.

– Det ene band er Nordlys, hvor vi komponerer og spiller vores egen musik, som er en blanding af jazz, funk og pop og en lille smule hiphop også. Det lyder fantastisk. Det andet band, Heyya, er et klassisk party-band, hvor vi giver den fuld gas med al slags musik, der kan danses til – alt det gode fra 1980’erne, men også Pharrell Williams, Rihanna og den slags. Glad musik!

– Atmosfæren er god, kollegerne er hjælpsomme, kaffen er gratis, lønnen er ok, og vi er mange musikere. Hvad er der mere at ønske sig?

Sofie begyndte hos PostNord i 2017. Det var kammeraten Mathias Lundbæk, fra gymnasiet, som anbefalede hende at søge jobbet. Han arbejder også i kundeservice og han spiller med i et band, heavy metal-bandet Galge.

– Ja, vi er faktisk fire her, som spiller musik. Mathias sagde, at PostNord er en god arbejdsplads, og det er sandt. Atmosfæren er god, kollegerne er hjælpsomme, kaffen er gratis, lønnen er ok, og vi er mange musikere. Hvad er der mere at ønske sig?, siger Sofie og griner. Selv om Aarhus er langt mindre end København, har byen længe haft et ry som den mest levende musikby i Danmark. Et uforholdsmæssigt stort antal bands på den danske musikhimmel er gennem tiden kommet fra den jyske hovedby ud mod Kattegat. PostNords erhvervskundeservice kunne næsten lige så godt have været placeret på en scene, men vender i stedet ud mod byens banegård. Det er dog mindst lige så logisk for Sofie, som føler, at rejselysten ofte trækker lige så meget i hende som musikken.

–Når jeg kigger ned på banegården, kan jeg mærke, hvordan eventyret venter derude, og jeg tror, man er mere tilbøjelig til at gribe det, hvis man rejser alene, så det gør jeg. Jeg var i Asien i 2018, i Cambodia, Sydvietnam, Filippinerne og nogle øer i det østlige Thailand. Jeg havde min ukulele med, det er så nemt.

Men hvad skal der ske med musikken? Hvilke store scener drømmer hun om at stå på, når hun tænker fremad? Mod forventning svarer Sofie lidt forsigtigt:

– Lige nu gør musikken mig så glad, og jeg kan næsten ikke få nok. Men jeg ved ikke, om musikken skal være min karriere og levevej. Muligvis søger jeg ind på
konservatoriet en dag – eller også vælger jeg noget helt andet. Jeg er meget opmærksom på, at der også kommer et stærkt element af pligt ind over det, hvis det bliver min profession. Det vil være helt forfærdeligt, hvis jeg mistede glæden ved musik. Man skal passe godt på det, man elsker højt.

Sofie Randrup Mouritsen
Job i PostNord: Arbejder i erhvervs- kundeservice i Aarhus.
Nærmeste kolleger: Kim Slot, Mathias Lundbæk (guitarist i heavy metal-bandet Galge), Emil Christopher Christensen (bassist i Nordlys) og Aske Normann Brix (saxofonist i Nordlys)