Er jeg forelsket eller glad for mit arbejde?

Kan man snakke forelskelse og følelser når det handler om sin arbejdsplads? Vi taler jo meget om at "mit job skal give mening". Så måske?

Over gennemsnittet

Hvis jeg kigger rundt på min vennekreds, ligger jeg over gennemsnit, når det handler om antal år på samme arbejdsplads. Jeg har været her længe. Og nogle spørger mig også, hvordan jeg kan være her SÅ længe på den arbejdsplads?

Det er nok fordi jeg ikke længere er forelsket i mit arbejde. Jeg har ikke en boblende, susende fornemmelse, jeg synes ikke at alt på mit arbejde er superfedt og jeg kan godt længes efter fredag eftermiddag og at weekenden begynder.

Til gengæld er jeg glad for mit arbejde. Grundglad. Jeg føler mig forpligtet, men forpligtet på en lystig måde. Og er det egentlig ok og sejt at skrive? At jeg føler mig forpligtet? Det er måske ikke det mest moderne ord i disse tider... Det er vel mere udvikling, mening og lyst, der er blandt top 10 ordene.

En følelse af forpligtelse

Den forpligtelse, som jeg føler har været særskilt tydelig de seneste år. Dels fordi virksomheden forandrer sig grundlæggende og jeg gerne vil yde mit bidrag til det. Og dels fordi jeg gerne vil dele den historie at selvom vi står hvor vi står som virksomhed og arbejdsplads - så er jeg arbejdsglad og vi gør det faktisk godt.

Er det så supersjovt og udviklende hver dag? På ingen måde... Det kan være rigtig hårdt.

Jeg oplevede det netop da jeg kom tilbage fra ferie, hvor jeg undervejs "kun" 2 gange har fået spørgsmål som "hvad er det i gør i PostNord", "findes I stadig, når der nu ikke er nogle breve tilbage?" og den slags opbyggende spørgsmål. Så jeg havde næsten holdt ferie fra den udbredte holdning om min arbejdsplads.

Så jeg mærkede den forskel det var at komme tilbage og skulle stå op for min virksomhed igen. Det er hårdt, når vi er udskældte og udstillede på den måde, som vi er i disse dage og år.

Nu har jeg fundet kampgejsten, forpligtelsen og lysten tilbage. For det tilsammen er rigtigt stærkt for mig, når det handler om at være grundglad for mit arbejde. Tilbage på sporet. I gang med opgaven. Vi klør på.

Tak, fordi du læste med.

/ Tina

Sidst opdateret: 07-09-2018 12:04