I praktik som robotudvikler hos PostNord

Mens klassekammeraterne hjemme i Hvalsø er i praktik som pædagog, håndværker og på det lokale bibliotek, har Oscar Storgaard hele ugen taget turen til PostNords landekontor i Kastrup for at lære om programmering og software-robotter.

På fredagens Teknikmøde rundes praktikken af med, at Oscar demonstrerer to enkle spil, han har programmeret - et vendespil og "Gæt et tal". Fra afdelingens chef, Sidsel Holm Larsen, er der ros til Oscar

- Du er dygtig, og jeg synes du har nået meget på en uge. Hvordan har det været at prøve at arbejde her?

- Svært men sjovt, svarer Oscar og konstaterer, at det trods de lange dage har været en del sjovere at gå på arbejde, end han havde regnet med.

PostNord i front på procesautomatisering

I PostNord Danmark er vi på rekordtid nået op blandt de førende danske virksomheder, når det handler om at automatisere processer med robotter. Teamet af udviklere og speciallister er vokset støt det første år og tæller nu 14 medarbejdere. Over 50 processer er allerede automatiseret, og resultaterne kan måles på både kvalitet og økonomi; Automatisering af manuelle processer eliminerer en række menneskelige fejl. Afvigelser og fejl opdages tidligere i en proces - med bedre mulighed for at gribe ind og justere. Behandling af store mængder data bliver mulig og giver os ny viden - som f.eks. kan bruges til bedre planlægning og tilpasning af bemanding efter de forventede postmængder.

Robotter bliver taget godt imod

Afdelingschef Sidsel Holm Larsen oplever, at PostNords organisation bliver stadig mere opmærksom på fordelene ved automatisering.

- Både ledelse og medarbejdere efterspørger i stigende grad de smarte løsninger, som vi kan levere. Vi kan mærke, at det er blevet mere almindeligt, at man overvejer, om en robotløsning er relevant - at der er en positiv indstilling til automatisering. Den samme udvikling forventer vi, at mange danske virksomheder vil opleve i de kommende år.

Sidsel og hendes chef, Janne Veng, møder da også en stor interesse fra andre virksomheder for at høre om PostNords erfaringer. Men der skal også bruges tid på vækstlaget - og Oscar er således teamets tredje erhvervspraktikant

- Dialogen med næste generation er relevant, og mødet giver udbytte for begge parter, siger Sidsel.

Oscars praktik-uge er slut. Om den har givet ham mod på en fremtid som udvikler eller programmør er for tidligt at sige - men tak for besøget, Oscar.

Sidst opdateret: 26-06-2018 11:33