Voice bliver de store spillers ”legeplads” og forbrugernes friktionsfrie indkøb

Jeg har deltaget i SHOPTALK 2018, som er verdens største konference for retail og e-commerce. Jeg vil gerne dele lidt af det, som har optaget mig mest derfra. Så her er mit andet blogindlæg derfra. 

Alle de store og kendte aktører deltog på SHOPTALK og Google var blandt mine mest interessante. Bl.a. fordi de annoncerede Voice som den mest afgørende udvikling inden for de næste 10 år og signalerede dermed også tydeligt, hvor de bl.a. vil have deres fokus.

Deres antagelse baserer sig ud over egne analyser også på informationer fra andre (fx Gartner):

  • 50% af al internet søgning vil være via Voice i 2020
  • 30% af al internet søgning vil være Voice alene i 2020
  • 72% af alle ejere af Voice-enheder, anser Voice for en naturlig del af hverdagen
  • 62% tror de køber ét eller andet via Voice i løbet af den næste måned
  • 58% laver en indkøbsliste mindst én gang om ugen
  • 44% bestiller dagligvarer mindst én gang om ugen

På verdensplan findes allerede mere end 400 mio. enheder med indbyggede Voice funktioner. E-Commerce services er langt fra tilgængelig i alle lande og generelt er det naturlige og lokale sprog heller ikke udbredt eller udviklet. Det sidste vil dog ske hurtigere end vi nok forestiller os og er blandt én af flere væsentlige forudsætninger for et stort ryk i ændring af kundernes købsadfærd.

Voice er kommet for at blive – allerede inden det for alvor er startet

For Retail og eCommerce er tre input til overvejelse allerede nu relevante:

  1. Voice bliver allestedsnærværende og bidrager til en friktionsfri kundeoplevelse, uanset online eller offline. Hvordan integrerer jeg det i mine løsninger; online og offline?
  2. Interaktionen vil være i realtid, kan ske her og nu eller blot påbegyndes for senere at blive afsluttet. Hvordan udnytter jeg det i relation til konverteringsrate og kurvstørrelsen?
  3. Uafhængighed til tid og sted bliver mere end tidligere en realitet. Voice muliggør indkøb overalt. Hvordan maksimerer og optimerer jeg, at 24/7 bliver hverdagen for mine kunder og min forretning?

Personligt synes jeg, at Voice er utrolig spændende og jeg glæder mig vildt til at følge udviklingen. Flere deltagere kom måske ikke overraskende ind på spørgsmålet om, hvad mon Voice-enhederne lytter til, uden vi ved det? Meget apropos GDPR og data, der havner utilsigtet i de forkerte hænder, som Facebook har skullet stå på mål for – det vil der sikkert kommer flere anskuelser på med tiden.

AI, AR og VR har længe været forudsagt en stor fremtidig og udvikling. Også de teknologier vil vi se i kombination med udvikling af Voice og Voice Activated commerce. Google var meget konkret med pointen i at AR og VR vil hjælpe dine kunder med at se dine produkter, som de ikke har set dem før.

Kunderne afgør, hvem der får en dominerende stilling på markedet

De største spillere er Amazon Alexa, som first mover, Google Home som den der spås måske størst udbredelse over tid og Alibabas Genie der dog reelt kun er gangbar for og i Kina. Jeg har ikke glemt hverken Apples Siri, Microsoft Cortana eller Samsungs annoncerede planer på området, men her og nu hører jeg ikke mange nævne dem som nær så relevante. Måske lige med undtagelse af... Samsung, fordi de bare er store på hardware og allerede har Voice i fx deres TV-løsninger.

I august 2017 annoncerede Walmart et stort samarbejde med Google om udvikling af Voice-løsninger og ser store muligheder inden for både online og offline. Det skal ses som direkte modsvar til Amazons overraskende og hurtige indtog på marked. Samarbejdet vil med garanti gøre en forskel for udviklingen af Voice Activated commerce og derfor bliver det endda meget spændende at se, om de formår at udnytte det til et forspring og særligt også at se, hvilke løsninger det fostrer. For både online og offline.

Mine afsluttende tanker

Min refleksion: udviklingen er i gang og vil utvivlsomt blive stimuleret maksimalt af alle de store spillere. Men afgørende bliver det, hvordan løsninger kan og vil blive implementeret i e-handlen? Og hvem vil fx i Danmark eller Norden indtage førerpositionen? Alle ser Amazon for sig, men... Google har i hvert fald ambitioner og det samme har Apple, Microsoft, Samsung og...?

Spørgsmålet er også hvilken eller hvilke standarder, der kommer til at dominere. Vil vi for første gang se en spirende og problemfri standard på tværs af spillerne? Tvivlsomt - i hvert fald ikke i starten. Amazon har dog allerede nu åbnet for andre spillere, Sonos, til deres Alexa og vidner om, at aktører på tværs af brancher i nogen grad vil søge samarbejde for at gøre en forskel.

Endnu engang vil timing få stor betydning og derfor tror jeg heller ikke der vil gå 10 år. Men vil danskerne og kunderne i norden rykke hurtigt, når mulighederne først er klar? Formentlig flere end vi umiddelbart skulle tro. De nye generationer er vokset om med digitale muligheder og deres adfærd og tilgang vil få stor betydning og gøre en forskel.

Udover e-handlen vil Voice være relevant for næsten alle områder. Tag bare hoteller, sygehuse, bilen osv. Pt. sætter kun fantasien begrænsninger.

Tak, fordi du læste med. I #3 er planen at reflektere over markedspladser. Men man ved jo aldrig!

/Jørgen

Sidst opdateret: 26-06-2018 11:38