People by PostNord

”Vi følte, at her kunne vi hjælpe”

– Behovet var akut. Ordrerne strømmede ind! Jeg har aldrig før lavet noget så hurtigt i så stor skala. Niclas Lövgren, kundeudvikler i PostNord Strålfors 3D Solutions i Rosersberg, fortæller om dengang, han og hans kolleger i løbet af få uger producerede 36.000 beskyttelsesvisirer til sundhedssektoren.

Hvordan de i løbet af tre dage omstillede den sædvanlige produktion og skabte en helt ny leveringskæde og produktionslinje. Selv om han beskriver en helt unik indsats, lyder det næsten, som om det bare var et helt almindeligt job. Måske er det en egenskab, der er nødvendig for at gennemføre et projekt som dette. En slags ro, der forvandler det ekstraordinære til noget normalt.

– Vi følte, at her kunne vi hjælpe. Det gjorde det nemt at komme ind i weekenden, have længere arbejdsdage og holde kortere frokostpauser. Det er ikke så sjovt at stå og sandblæse dele igen og igen, men alle følte det drive, der ligger i at gøre en god gerning, siger Niclas.

Så hvad lavede de i Rosersberg, lige nord for Stockholm, i februar 2020? Da pandemien nåede Italien, begyndte man at 3D-printe respiratorventiler i landet. Det hørte Tomas Lundström, Head of 3D i PostNord Strålfors, og han begyndte straks at undersøge, om man kunne gøre noget lignende i Sverige. Teamet i Rosersberg kontaktede sundhedssektoren. "Hvad har I brug for?" lød spørgsmålet, og svaret var "temmelig meget og gerne hurtigt."

– Vi sagde, at vi kunne hjælpe med forskellige former for værnemidler. Vi kunne endda 3D-printe bærbare respiratorer med tegninger, vi havde fået fra Spanien. Men det satte nye myndighedsregler for indkøb under Coronapandemien en stopper for. Vi fik ikke rigtig noget svar. Så spurgte vi i stedet vores kunder direkte og gik ligesom ad bagvejen, siger Tomas og fortsætter:

– Vi henvendte os til ældreplejen, private og kommunale aktører. Det var PostNords sælgere, der tog kontakt, fordi vi i Strålfors ikke havde dem som 3D-kunder. Behovet var enormt. De havde ingenting. De reagerede straks, da vi kontaktede dem. Vi kunne begynde samme dag. Endelig fik vi mulighed for at hjælpe!

De svenske regler for hospitalsudstyr betød, at der kun kom ordrer på beskyttelsesvisirer. Branchekolleger i 3D-virksomheden Prototal delte tegningerne til et visir, der tidligere var blevet brugt i sundhedssektoren. Det var en 3D-printet holder med et gennemsigtigt overheadark foran ansigtet. Materialet var den biokompatible nylonplast Pa12, der kan steriliseres. 

Der kom en bestilling på 7.600 holdere og 36.000 visirer. Leveringsdato – helst i går.

– Jeg fik ansvaret for 3D-produktionen med et team, hvor vi hjalp hinanden. Vi kan producere stort set alt, hvis vi bare har en digital fil. Men den enorme efterspørgsel betød, at vi var nødt til at omstille produktionen, siger Niclas Lövgren.

Så kom det næste problem. Niclas og hans kolleger havde efterlyst overheadark i PostNord og fået en enorm respons. Alle lige fra praktikanter til administrerende direktører havde gennemsøgt kontorer, lagre og deres egne hjem. De havde sendt over 6.000 ark med posten til Rosersberg, mange med små opmuntrende sedler i pakkerne. Men der skulle bruges 30.000 ark i en vis kvalitet, og der var ikke flere. I hele Sverige.

Så trådte kolleger i Danmark til og fandt en dansk leverandør. Leverandøren kunne ikke sende til Sverige på grund af pandemien, men leverede det hele til PostNords lokaler i Danmark, som derefter kunne transportere det til Rosersberg.

Der havde Niclas Lövgren og hans kolleger opbygget en produktionslinje med stationer. Hele PostNord Strålfors hjalp til på skift. Et Strålfors-trykkeri i Tandsbyn genbrugte en gammel maskine til at stanse hullerne i overheadarkene.

– Alle var ekstremt hurtige til at etablere en helt ny kæde for at få det til at fungere. Fra ingenting til produktion i fuld skala på 2-3 dage. Salgsteamet under ledelse af Anders Trawén tog sig af al kundekontakt og opfølgning, så vi kunne fokusere på produktionen. Det var helt fantastisk gjort af vores kolleger, konstaterer Niclas.

Teamet bag indsatsen
Thomas Reinelöv, Anders Trawén, Pontus Gellerbrink, Mathias Filipsson, Arto Kuorilehto, Jimmy Ohlsson, Hossein Arkan, Henok Kiros, Diana Hjelte, Derin Sarwat, Bekir Aslan og Anne-Marie Andersson.